onsdag den 30. august 2017

Svenstrup strand

Den nordligste del af Slagelses kyst ud mod Musholm Bugt er præget af store sommerhusbebyggelser.
Det er ikke altid lige let at finde gode isætningssteder med parkeringsmulighed i sådanne områder, men ved Svenstrup Strand er der fine parkerings- og isætningsmuligheder.
Jeg roede sydpå og kom til Lejodde. Her bør man gå i land og nyde udsigten, når man er på de kanter - til den ene side rækker Storebæltsbroen sig majestætisk mod Sprogø og Fyn, og til den anden side ligger Storebælt og Musholm bugt med sin varierede kystlinje.

På en klar dag kan man se Reersø og  Musholm.

Baglandet rummer et stort fugleliv - der fløj fx en blå kærhøg rundt over strandengene. En fugl man ikke ser så tit, og ikke noget kameraet kunne fange, men den slags oplevelser gemmer sig jo heldigvis også inde i hovedet.
Turen langs denne del af kysten består mest af klint.
Man kan godt se at der ligger huse bag klinten, men ror man tæt på den, er de eneste huse man ser digesvalernes huller ...
...og en enkelt garage med eget slæbested.

Det var ved at være spisetid, da jeg roede ved Svenstrup Strand, så jeg gik i land og lavede mad.
Det vil være lidt voldsomt at tænde bål for at lave mad til en enkelt person - man skal også lige huske at have brænde med - en en lille Trangia med spritbrænder og en pose færdiglavet mad gør det også fint ud for et måltid.
Efter et velsmagende måltid gik det videre.
Turen nordpå byder på først på Knivkær Strand, hvor man godt nok må indrømme at der ligger nogle velplacerede sommerhuse. Efter sommerhusene byder kysten på flere klinter og dejlige strande.
Også ved Storebælt tager stormene fat i klinterne
Der ligger sågar også nogle helårshuse og en landevej med trafik. Det er ikke så tit man ror langs sådan en.I kke det værste sted at bo
Nydelig udsigt
Et stykke længere oppe ad kysten løber Tude Å ud i bugten. Man skal dog holde skarpt udkig for at få øje på det smalle udløb, der delvist er skjult af en lille landtange. Jeg snød og brugte GPS'en til at finde det.
Der er en del sandbanker i forbindelse med udløbet. Det er ikke noget problem for kajakroere, men de motorbåde der har en lille havn inde i åen skal passe på ikke at gå på grund, når de skal ind og ud af åen. Desværre kan man kun ro ca 1 km op ad åen,
Ved landevejen spærrer en bro for den videre fremfærd. en dag skal spærringen forceres, og jeg jeg vil ro op i åen til Trelleborg - lidt viking er man vel altid.
Da turen gik tilbage, var det med solen lige forfra
Vel ude af åen igen var solen på vej ned i Storebælt. Og den slags er jo altid et kig værd.
De har nok også nydt solnedgangen på krydstogtskibet.
Da jeg var gået i land måtte jeg lige sidde og nyde synet - det er helt sikkert ikke sidste gang jeg skal på rotur på de kanter.

Flot aftentur på 18 km

Ingen kommentarer: