tirsdag den 11. juli 2017

Hotdog-tur til Dybsø

Søndag havde jeg aftalt hotdog-tur med Jes. Da vi skulle af sted var Susanne også klar til tur,så hun roede med.
Turen gik mod Karrebæksminde - vinden var igen i det nordvestlige hjørne, og det gik fint derudad.
Det var dag for fiskernes kapsejlads, så der var ved at blive pyntet op, da vi i en smule modstrøm roede gennem havnen.
Med tanke på min tidligere tur ud gennem molehovederne, var jeg en smule nervøs for søgangen. Den var nu ikke så slem, og jeg havde jo også fået lidt bølgeerfaring i Smaug.
Vi roede ind til stranden for lige at få strukket benene inden det gik videre mod Dybsø
Det lykkedes at fange lidt surf undervejs - og ellers var det bare at nyde turen og benytte alle tricks og de roteknikker vi gennem tiden har øvet os på. Da vi nåede frem var der også lidt bølger ind mod gennemsejlingen, men ikke noget der rigtig gav mulighed for surfture.
Som sædvanlig havde vi lidt brænde og en grillrist med. Jeg havde bagt pølsebrød, og Jes havde resten af ingredienserne med.
Vi plejer at have bål på stranden, men blæsten fik os i læ af bakken, så vi fandt et hul i græsset og lavede bål der. Susanne var vist lidt imponeret over vores logistiske arrangement
- men vi er et par rutinerede hotdog-roere.
Susanne havde også traditioner, så hun foreslog at vi roede samme vej tilbage - så kunne hun få den is hun plejede at få i Karrebæksminde. Så det gjorde vi så, efter at vi havde slukket bålet med et par spande vand. Der var lidt sidevind og bølger, så der var af og til brug for lidt teknisk roning. Selv øver jeg mig på den pagajføring og harmoniske rostil, som min kajakguru Bjørn Thommasson underviste os i tidligere i år.
Da vi nærmede os molerne kunne vi se at det var der også mange andre både der gjorde, men et blik på uret fortalte at vi lige kunne nå at smutte under  broen, inden den klappede op og slap armadaen af sejlere og motorbåde igennem.
Strømmen var med os, og vi nåede helt ind til slæbestedet ved lystbådehavnen uden at se noget til bådene.
Derimod så vi en del til de mange mennesker der havde samlet sig i havnen. Kapsejladserne var overstået, men der var folkefest med musik og tovtrækning med indbygget vandgang.
Vi fik vores is
og roode derefter tilbage til klubben. Sejlrenden var "no go" - den var fyldt med lystbåde, og flere af dem havde svært ved at holde sig under de 5 tilladte knob.
Vi fik roet 30 km

Ingen kommentarer: