tirsdag den 14. februar 2017

24 timer ved Stigsnæs

Tomas og jeg havde aftalt at tage til shelterne ved Stignæs. Lave en god gang aftensmad og nyde naturen. Vi havde inviteret klubkammerater med, men det var kun Karin, der besøgte os om aftenen og serverede Irish Coffie. Sødt af hende. Aftensmaden bestod af Chili con Carne med brune ris og tortillas pandekager - selvfølgelig ledsaget af godt øl: Guldtuborg og Stout
Efter flere timers bålhygge gik vi til ro i poserne og sov godt.
Dagen efter tog vi det med ro. Tomas lavede god morgenmad bestående af bacon, pølser og æggekage. Kaffebryggeren kørte på fuld tid og leverede lækker stempelkandelignende kaffe.
Det gav alt sammen en god bund for en lille morgengåtur, og på den så vi for første gang sæler ved Stignæs. En del lå og slappede af på sten og mange svømmede rundt i vandt og kiggede nysgerrigt på os.
Vi skulle også lige ind og se skansen fra Englandskrigene. Jordvoldene er imponerende og der er lagt 3 gamle kanoner for lige at markere.

Tilbage ved shelterne pakkede vi sammen - det er ustyrlige mængder man slæber med når man er i bil. Det lykkedes at bytte det ud med kajaktøj på parkeringspladsen ved slæbestedet, hvor vi også satte kajakkerne i vandet.
Det af DMI lovede solskin lod vente på sig, men det blæste næsten ikke og vi roede i fin stil mod sydspidsen af Agersø. Der kan være kraftig strøm i sundet, og hvis vinden er imod er der mange bølger. På vores kryds var de højeste en halv meters penge, så det gik strygende.
Da vi havde rundet spidsen, fik vi den svage vind i ryggen og kunne nyde turen op langs den fantastiske strand der er på Storebæltsiden af øen.
Og minsanten om ikke solen brød igennem, da vi nærmede os nordspidsen, hvor vi havde aftalt at holde pause.
Vi fik hurtigt samlet til en stort bål og gjort frokosten klar. Den bestod af rester fra gårsdagen aftensmad og en enkelt grillpølse. Desserten var müslibar og selvfølgelig mere kaffe.

Der var virkeligt lækkert på stranden. Varme fra sol og bål gjorde at vi i den grad kunne slappe af.
Tomas lavede kajakyoga, og jeg mediterede lidt under min skæve pelshue.
Det tog os 2½ at løsrive os fra det dejlige sted, men vi skulle jo hjem.
Og da vi roede tilbage mod Stigsnæs, og solen gik mere og mere ned, faldt temperaturen betragteligt.
Men vi oplever begge to at det er ret nemt og ro sig varm, og har man gode luffer eller andet er det heller ikke et problem at holde varmen på dem.
Det blev til 22 km i kajak, men på denne tur var de overstrålet af det lange ophold på stranden. Verdensklasse!!!

Ingen kommentarer: