mandag den 24. februar 2014

Blæst bag Gavnø

Vi var 6 havkajakroere fra NKC der roede ud ad kanalen mod fjordene bag Enø. Vinden var imod os, og den var ret kold. Vi fik en lille strækning i læ af Gavnø, men da vi roede forbi den kuldrede barons hus og videre mod Karsgab var der ingen nåde.

Kort før Karslgab gik vi i land og nød en kop kaffe. 3 havørne var så venlige at lette fra reden i skoven og flyve lidt rundt inden de forsvandt bag træerne. Vi hilste på et par turroere, er dog ikke havde lyst til at gå i land inden vi satte kursen tilbage mod klubhuset.

Det blev en behagelig tur med vinden i ryggen hele vejen. Tilbage i klubhuset lavede vi en kop kaffe og fik os et lille glas brun rom. UHM!

Det blev til beskedne 13 km - men ingen af os har roet særlig meget denne vinter, så vi var godt tilfredse med en god dosis sol og luft.

lørdag den 22. februar 2014

Langs Enø og Dybsøs kyster

En søndag i februar viste denne vinter sig fra sin pæneste side. Det havde været frost en periode, og der var stadig områder på vores fjorde der ikke kunne ros kajak på. Men kystisen var væk, og Jan og jeg havde aftalt en rotur. Jeg har ikke været for flittig i vinter, men Jan havde slet ikke været på vandet siden november, så vi var begge lidt rustne.
Vi fik sat kajakkerne i vandet i en ordentlig gang slushice - det dæmpede de i forvejen ikke så store bølger, men alligevel lykkedes det mig at dyppe den ene luffebeklædte i den kolde blanding af is og vand - ØV!
Nå, men jeg kunne alligevel nyde den flotte isklædte mole.
Vi roede sydover og nød at være på vandet. Barndommens badesten have fået en dekorativ is-kalot, og Jan stillede op til fotografering, så nu kan han da dokumentere at han har været på vandet til en vinterrotur.
Da vi kom til klinten, kunne vi se at orkanen Bodil havde været hård ved den. Flere steder var der store huller eller skred, og Jan fortalte at stien på toppen af klinten flere steder var spærret af og lagt lidt væk fra kanten.
Vi fulgte kysten hele vejen langs Enø, men der var nu ikke meget fugleliv at se. Da vi nåede renden mellem Enø og Dybsø måtte vi langt ud, for det lavvandede område var helt dækket af is. Det gav anledning til endnu en fotosession, og nu har Jan mulighed for at berette om en drabelig tur til Grønland. Han er dog en ærlig fyr, så det prøver han nok ikke at bilde nogen ind.
I stedet for at gå til NKC's grund, satte vi os på et bord-bænk sæt i læ af skænt og buske nede ved havnen. Vejret var stille og roligt blevet bedre, så i stedet for en diset vintersol, var der nu flere steder med blå himmel hvor solen kunne sende sine varme stråler ned mod os.
Vi helgarderede dog og tændte et lille bål mens vi nød en kaffetår og den medbragte madpakke.
Efter tre kvarters tid gik vi kajakkerne igen og roede tilbage mod Enø. Vi havde nu vinden i ryggen og skulle passe på ikke at blive alt for varme, selv om vi roede gennem små bælter med slushice.
Ved stranden i Karrebæksminde rede vi igen gennem sluchice ind til stranden, og vi blev spurgt at flere strandvandrere om ikke det var koldt at ro kajak. Det kunne vi berolige dem med at det var det absolut ikke.
Turen var på 16 flotte km

Se alle billeder på en lille youtubevideo - det er min gode ven Bo der spiller musikken